Til døden os skiller er det største løfte, du kan give. Dr. Sarah Holst Kjær er etnolog med speciale i parforhold. Hun arbejder til dagligt på Stockholms universitet og har i mange år forsket i kærlighed og relationer. Min store interesse i adfærd og kærlighed fik mig til at skrive et par spørgsmål til Sarah Holst Kjær. Læs med her, hvor Sarah giver os svar på, hvorfor det sjældent bliver til døden os skiller.  

Hvorfor fejler så mange af os med ægteskabet?

Parforholdet er ’livstrofæet’ – beviset for at man er lykkedes, lykkelig og vellykket som individ i vores kultur. Men der er flere grunde til, at det er svært at forstå – og komme ind i – ’parforholdsgamet’.

Selv når man ’er inde’, er det heller ikke sjældent, man hører, at fantastisk er hverdagen med familiepligter, opgavefordelinger, børnegråd og lange arbejdsdage for at betale huslånet, heller ikke. Selvom denne hverdag, rent omfangsmæssigt, fylder meget for mange, er den imidlertid ikke hovedfortællingen i samfundet.

Parforholdet slider på kvinder

Parforholdets skyggesider underkommunikeres og tabuiseres af en grund. Et helt samfund er tavst, når det gælder om hvor meget parforholdet også slider – specielt på kvinder.

Forskningen viser nemlig at parforhold og familieliv, vel at mærke det heteroseksuelle parforhold og det heteronormative familieliv (en mand og en kvinde, to børn, en dreng og en pige, mor hovedansvarlig for hjemmet, far hovedansvarlig for at pligterne i det offentlige rum) er et af de stærkeste kulturelle idealer, vi har.

Det kommer til udtryk ved at de fleste udtrykker og føler en normkultur – altså de stræber efter, ønsker og længes efter ’det normale og det almindelige’ (det, som alle andre gør) nemlig parforholdet der skal lede til børnefamilien og til døden os skiller.

Til døden os skiller er stadig det vigtigste mål, hvorfor? 

De fleste uden et parforhold har mærket samfundets sanktioner: at være single skal man kun være, indtil man har fundet den rette. Ellers falder man i de kulturelle kategorier over at være mislykket: at være alene, enlig, pebersvend og pebermø, skyggetante eller lånemoster, som har lavstatus uanset hvordan, man vender og drejer det.

Det skal holde op og de rette skal finde hinanden og vandre mod solnedgangen sammen. Der er flest negative kategorier for kvinder ’udenfor samfundet’. Det er fordi parforholdet, som kulturelt ideal, er centreret om kvindens børnefødsler og rolle som mor. Med andre ord har den negative stereotypi det formål at få kvinden til hurtigst muligt at tage sin samfundsopgave seriøst: hendes kvindekrop skal fungere som samfundskrop.

Kvinder skal jo føde de børn der

Og kvinden føler det til og med selv: fertilitetskurven ’knækker ved de 35 år’ lærer hun oppe hos lægen, og de fleste kvinder er ved at gå i partner-panik omkring de 30 år. Selvom det er et velkendt faktum, at kvinder er fødedygtige fra de er ca 15 til de er 50 år, så går de heteronormative idealer ud på, at kvinder helst skal have børn i alderen 27-32 år. De kulturelle idealer overtrumfer altså biologien.

Årsagen er at kvinden ikke skal få børn i en hvilken som helst alder, med en hvilken som helst mand og på en hvilken som helst måde. Det er ikke en hvilken som helst familie, som er idealet, og for alt i verden skal det ikke blive for rodet: hvilken far skal tage sit ansvar og hvem skal barnet arve? Omvendt kan kvinden prise sig lykkelig for prevention: det har nok ikke været sjovt at få ni børn og et antal spontane aborter henover et helt liv.

Forstår du, hvorfor vi mister troen på hinanden undervejs?

Pointen er, at vi i dag er påvirket af mange tiders kulturelle idealer. Kærnefamilie-idealet er fremkommet ved industrialiseringens opkomst i 1700-tallet. Den ideelle familie, det, som idag er det heteronormative ideal, er struktureret sådan, at kvinden og manden har fået tildelt hver sit ansvarsområde. Samfundets mindste enhed, familien, er narvet der skal understøtte det større samfund på en effektiv måde. Samtidig er vi påvirket af et efterkrigtidssideal fra 1950’erne, nemlig at kvinden også, for at maksimere samfundsproduktionen, skal have uddannelse, karriere og arbejde.

Men kvinden har ikke fået taget sine hjemlige pligter fra sig, herunder ansvaret for at etablere familien og få den til at fungere. Ligesom kvindelivet er effektiviseret, så er børnefødslerne det også. Idag skal fødslerne ’maxes sammen’ og to-tre børn indenfor tre-fem år er idealet. Så kan autostolen fra Babysam også genbruges.

Et svært familieideal for kvinder

Dette familieideal må være masterminded på familie-arkitektens og samfundsstrategens skrivebord. De fleste kvinder kan da også berette om kropslige skavanker, slid og udmattelse som følge. Men også det er naturligvis tabu: man skulle nødig få vor tids største lykke-ideal til at blegne. Der er, mig bekendt, intet lægefagligt forsvarligt i at klumpe graviditeter sammen, så igen trumfer de kulturelle idealer de biologiske.

Underforstået, hvorfor det er så svært at finde den eneste ene til at gennemføre alle disse bedrifter med? For, uanset, hvor krævende disse bedrifter end måtte være, falder det sjældent nogen ind, om det er besværet værd. Normkulturen med dens mange forestillinger har også svar på dette: børn giver eksistentiel mening. Hvem vil dø alene?

Læs også artiklen: Kan jeg blive elsket og opnå gengældt kærlighed? 

Det ligger i vores instinkt at forplante os

Med andre ord findes der ikke så meget udenfor parforholdet og de fleste, som befinder sig der, oplever også søndagen alene som den værste dag. Specielt med tanke på alle de skrub-af søndagsmiddage, søndagspicknicker og søndagsture til legepladsen som kun er for de indviede. ”Undskyld, vi troede ikke du syntes det var interessant at se lille Villads bestige klatrestativet i Frederiksberg have” fortæller familieveninden den enlige veninde. Gys. Det er så rædsomt at være den, som er alene.

Hvem vil være ensom? 

Man har et socialt stigma på sig. Man er den som befinder sig i udkanten af samfundet. Hvem vil dog nogensinde besmittes af ens fortabthed? Skal man presse sin forplantning ind på fem år af sit liv, kan man kaste sig ud i kunstig befrugtning, bøssefædre eller en tilfældig mand, man siden må skille sig af med for da at tilgå gamet som enlig mor? Dette er ejheller et kulturelt ideal.

Kvinden er chanceløs på mange fronter

Uden en mand er kvinden chanceløs til parforholdsmiddage og de lange familieture til sommerhuset hvor mændene fisker, mens kvinderne skraber sommerkartofler. Kabalen går ikke rigtig op med en enlig kvinde og hendes afkom på slæb. Nok er der masser af ligestillede kvinder hun kunne dele fælleskab med, men det er ligesom ikke rigtig det samme som at opleve privilegiet af at have en mand. Udenfor kærnefamilien ville hun nok opleve at leve uden konflikter, at selv kunne bestemme, at selv kunne definere værdierne for hendes liv og sine børn.

Der må være noget galt med enlige kvinder

Alligevel er en enlig kvinde med børn noget suspekt i vores kultur: hvorfor vil ingen mand have hende? End ikke faderen til hendes børn? Der må jo være noget galt med denne kvinde. Ikke desto mindre er det som regel kvinden, som ønsker skilsmisse. Hun drømmer ikke om at blive enlig mor med alt, hvad der dertil hører. Hun ønsker at komme væk fra manden.

Hvor ser du udfordringerne begynde i det lange parforhold?

Nu har vi identificeret parforholdsgamet som en alvorlig sag, da det er et forstadie til kærnefamilien. I et begrænset timeslot (25-30 år) skal parforholdet altså etableres og, ifølge de kulturelle idealer, gerne ca tre år inden det første barn, skal man presse sin moderne honeymoon ind: en backpacker-tur til Asien, eventuelt, eller et par måneder i New York City. Og så gælder det om at få etableret karrieren. Det er også legitimt, men eventuelt trist, at forelskelsen fordufter, så man kan koncentere sig om det Egentlige. Med barnet begynder de kønsforskelle, du ikke troede eksisterede, at indfinde sig.

Kønsforskellene spænder stadig ben

Eller rettere: De kulturelle kønsforskelle har fundet sted hele tiden, men du har bare troet at det var sjovt og hyggeligt at piger er opdraget til at tage ansvar og drenge er opdraget med lang snor. Parforholdsgamet – finder jeg en partner eller ej? – er godt sovset ind i at Danmark har et ekstremt kønsseggregeret studieliv og arbejdsmarked.

Ja, der er til og med stor forskel på by og land. Kvinderne flytter til storbyen for at tage en videregående uddannelse. Mændene bliver på landet og tager håndværksuddannelser. Som kvinde kan du eventuelt møde en mand på dit studie, eller når du er en tur i byen.

Dating skulle være vejen frem

Tindermarkedet findes også primært i byerne. Men du kan lige så vel opleve årevis af seriedating, som ikke fører til et parforhold. Du kan gå også igennem store dele af tilværelsen uden i ’naturlige sammenhænge’ at møde specielt mange repræsentanter for det modsatte køn. Det er nemlig stadig sådan, at kvinder vælger kvindefag og mænd vælger mandefag. Det er også sådan at drenge og piger opdrages til vidt forskellige interesser. Drengene skal hjem og game. Pigerne skal hjem og påklæde Barbie-dukker.

Her finder du min Top 10 bøger om kærlighed

Det er svært at finde ham, hvor det bliver til døden os skiller

Lidt længere fremme i tilværelsen skulle man tro at de urbane hanløver (også kaldet Peter Pan typerne) som i hordevis befolker parker, gader og stræder kunne være mulige partner-kandidater. Men de er mere interesseret i deres homosociale fællesskab (friluftsboksning, skating, fodbold) end de er i at raffinere deres evne til at tiltrække det modsatte køn. Vil du, kære kvinde, virkelig møde en partner som du kan stifte familie med, så må du rykke til provinsen.

Det eneste problem er, at vi i vores kultur også har et ideal om at parforholdet skal være assymmetrisk ligestillet. Vi har et ideal om ligestilling, at partnerne skal yde lige meget for at få forholdet til at fungere (et gammelt ordsprog siger ”lige børn leger bedst” og det er præcis det, der menes).

Kvinder er blevet for kompetente

Men vi, både mænd og kvinder, romantiserer (og accepterer) en (mindre) assymmetri i relationen: mænd (og kvinder) foretrækker at kvinderne har lavere uddannelse end mænd (håndværkeren og hjemmehjælperen, læreren og pædagogen, juristen og kontordamen). ”Hun giver ham også for meget modspil”, ”han er for kedelig for mig” er negative ytringer, fordi kvinden optræder for kompetent i forhold til manden.

Kvinder tjener mindre, opnår langt mindre i pension og har dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi hun er hovedansvarlig for hjem og børn. Det skulle man tro var en dårlig ting, men husk at kvindens hovedopgave er at skaffe mand og børn. Så bliver dette jo en naturlig konsekvens, der accepteres fuldt ud af begge parter.

Idealet om assymmetrisk ligestilling giver begge parter kulturelle roller som de føler sig komfortable i. Det er kvinden der er kalendermesteren og får hverdagen sat i system – og hele samfundet roser kvinden for hendes dygtighed.

Hvor bliver den maskuline alfahan af? 

Fordi manden, strukturelt set, anerkendes som den overordnede (til stor frustration for alle de mænd og kvinder som har stirret sig blind på den fejlende mand: for lidt, for svag, for mislykket), så bliver det også et ideal at han tager føringen som den kurtiserende, flirtende, interesserede og servicerende. Mens hun venter.

Kønsrollerne er blandet sammen

Så konsulterer hun ægteskabshåndbøgerne, damebladene og selvhjælpsmanualerne. Hvem tager initiativet? Hvem er det som byder op til dans? Hvem betaler regningen på restauranten? Retter hun kontakt, bliver hun pludselig for meget, for ivrig, for villig. Kvinden har allerede besvaret hendes del af den fremtidige kontrakt: hun er parat til at beundre og dermed indordne sig sin mand, hun skal føde hans børn og give dem hans efternavn, hun skal være kalendermester i hjemmet.   

Læs også artiklen: Tiltræk med feminin energi 

Hvorfor kommer manden ikke mere på banen i dagens Danmark?

Fordi han, hvis han er den rigtige mandemand, som kvinder gerne vil have, opfatter parforholdet som et fængsel. Han har ’brug for’ at være den urbane hanløve lige indtil den ikke går længere (ca ved 45 hvor selv han gråner, blegner og flyder ud). Først der, når han er ved at miste market value, dedikerer han sig i nogen grad til en mor og til sit barn. Men han skal naturligvis fortsat have sit space og derfor render familiemænd rundt på gader og stræder (koncert, fodbold, fredagsøl), mens kvinderne passer hjem og afkom.

Måske er kvinden lidt lettet. For den del af kontrakten som han skal indgå, er ikke så fuldt bemestret som hun (eller mandepsykologerne, der også påpeger at mænd er håbløst bagefter) kunne ønske sig.

Manden har nemlig aldrig rigtigt fået trænet og øvet sig i hvad det vil sige at tage ansvar for hverdag, følelser, relationer og familieliv. Han er blevet homosocialiseret af sin mor (fordi hun ikke orkede) og sin far (fordi han syntes det var sejt). Manden kan derfor alt, der udspiller sig i enkønnede fællesskaber. Men at se, hvad der skal gøres i hjemmet, og gøre det, lærte hans mor eller far ham ikke.

Så kære kvinde, opfostringen af din (fremtidige) mand skal blive din største interesse. Men pas på ikke at blive for meget. For så bliver han for lidt – og det går jo ikke. 

Artiklen er skrevet af Dr. Sarah Holst Kjær