Økonomisk vold er umyndiggørelse, fordi du udnyttes og frarøves din økonomiske frihed. Det er en kontrollerende og manipulerende adfærd, hvor din partner gør alt for at få magten over jeres fælles økonomi – inklusiv dine indtægter.

Det kan se uskyldigt ud, at han rækker ud og tilbyder sin hjælp og store viden om penge, investeringer og renter. Men pas godt på, for dette er en del af et narcissistisk mønster  og er en del af den psykiske vold. Formålet med den økonomiske kontrol, er ligesom den følelsesmæssige kontrol, at gøre dig dybt afhængig af ham som din partner. 

Med andre ord tilsidesættes din ret til at bruge dine egne penge, fordi han er bedrevidende om dine interesser. Når du mister din adgang til din egen indtægt og økonomi, så fratages du mange muligheder. 

Før du mødte ham, gik det jo faktisk meget godt. Du havde både penge på kontoen og ejede din egen lejlighed. Pludselig kan du ikke købe et par nye strømpebukser, uden han spørger dig, hvad du har brugt 149 kroner på. “Jeg var lige bange for, at vores konto var blevet hacket.” siger han til dig. Men det er et signal om, at han kender til alle dine bevægelser også de økonomiske. Det er økonomisk vold og det kan udvikle sig meget grimt.  

Din partner nyder din umyndiggørelse

[En snylter eller parasit er en organisme der lever afhængigt af og på bekostning af en anden organisme, ved at suge næring fra denne.] Wikipedia

Snylter er det bedste ord at bruge om den narcissistiske partners måde at omgås penge. Han er nemlig fuldstændig besat af penge. Det der tilkommer dig, det tilhører ham. Han bliver høj af at tale om penge, bruge penge, udnytte andres penge og manipulere med dig, så du bliver økonomisk afhængig af ham. Han nyder denne umyndiggørelse af dig.  

Han vil forsøge at snyde, bedrage og undgå at betale, gæld, børnebidrag, moms, skat og renter, han vil snyde systemet på alle tænkelige måder. Kan han slippe afsted med det, lader han håndværkere arbejde sort, for skattevæsenet skal ikke have hans penge.

Han låner penge til økonomisk trængende familiemedlemmer og tager derefter ågerrenter, når de skal betale tilbage til ham. Har han børn i et tidligere ægteskab, vil han gøre alt for, at han kun skal betale minimumbidraget i børnebidrag og vil snyde med beviser på sin indtægt, hvis dette er muligt. Du kan endda opleve, at snylteren hæver børnenes konti og bruger pengene selv, hvis han har adgang til dette.   

Eksempler på økonomisk vold

  • Alle dine transaktioner bliver tjekket.
    Han ringer dig op og spørger til små beløb, som er hævet i banken. Han giver udtryk for, at han var bekymret for, om I er blevet hacket. Du har lige købt et dameblad og en flaske vand og sidder i toget. Han ringer og spørger dig, om du kender noget til Kort og Godt, for der er brugt 25 kroner.  
  • Han styrer økonomien suverænt
    Han fremlægger et meget stramt budget. Når du nu vil have, at I skal sidde i sådan et fint hus, så er der smalhals. Det betyder, at I kun har 1.000 kroner om måneden hver til eget forbrug. Du får således din portion af lommepenge ind på dit eget kreditkort. Det er de penge, du har til dig selv hver måned, også selvom du bidrager med 27.000 kroner efter skat til jeres fælles økonomi.
  • Jeres økonomi er altid stram
    Han fortæller dig, at han ikke har råd til at købe en ordentlig fødselsdagsgave i år, så om ikke I kan skære ned på det budget. Du ser, at han fortsætter med at købe ting til sig selv, dyre fælge til bilen og lækkert tøj. Du opdager, at han med jævne mellemrum overfører penge til en konto i en anden bank. 
  • Alt er pænt på overfladen
    Du får tudet ørerne fulde med, at der simpelthen ikke er penge nok, hvis du bliver ved med at bruge så mange penge på børnene. Han har nemlig ikke noget problem med, at børnene går for lud og koldt vand, når bare han har det, han skal bruge og har lyst til at købe. Du og børnene skal selvfølgelig ikke gå i hullet tøj, for I skal stadig kunne vises frem. 
  • Han er nærig
    Han er ikke bare sparsommelige, som du først tror. Dette gør sig naturligvis ikke gældende, når han køber noget nyt til sig selv. Men du må ikke bruge penge på noget. Han skruer ned for varmen, tørretumbleren må ikke anvendes og han timer dit brusebad. 

Økonomisk vold og umyndiggørelse efterlader dig ludfattig

Måske er du gået ind i forholdet med en god og solid økonomi, men nu står du forgældet op over begge ører. Det er så svært at gennemskue, hvad der sker på jeres konti og han driver dig til vanvid med sin kontrol og styring. 

Til sidst vælger du sikkert, at du ikke gider bruge din tid på det. Han giver jo hele tiden udtryk for, at han har fuldstændig styr på rentefradrag, bidrag, tilskud, lånemuligheder, ydelser, rentesatser og alt muligt andet, som kræver god tid og overblik. Han bruger oceaner af tid online på at sætte sig ind i tingene, så han er forberedt til fingerspidserne.

Til mødet i banken fremstår han veltalende, intellektuel og erfaren i økonomiske investeringer og smiler slesk, imens bankdamen fremsætter beregningerne på lånet. Du bliver kørt ud af spillet. Når du stiller spørgsmål til renter og afdrag griner han hånligt og siger: Det tager vi lige derhjemme, det skal jeg nok forklare dig“. Bankdamen får et blik, at hun må bære over med din uvidenhed, men hun kigger meget medfølende og spørgende på dig. Du føler dig så dum.  

Stop selv din umyndiggørelse:

  1. Giv aldrig dit NemID fra dig, for så kan der investeres store beløb i dit navn. 
  2. Læs alt, hvad der kommer ind i e-boksen. Det er personlige breve til dig. 
  3. Hold fast i at have dit eget dankort og giv aldrig koden til din partner.  
  4. Hold fast i at have en konto, hvor din egen løn går ind. Det er fint med en fælles konto, hvor jeres budgetposter ligger samlet. Sørg for at have fuld kontrol over din egen konto, ingen andre end dig, kan hæve fra denne. 
  5. Gør ALDRIG tjenester til gengæld for at bruge eller få adgang til dine egne penge. 
  6. Sig fra, hvis din partner tvinger dig væk fra arbejdsmarkedet og din egen indkomst. 
  7. Sig stop, hvis din partner vil have dig til at aflevere din løn. 

Narcissisten og økonomisk vold

Du er ikke den eneste, der bliver snydt og bedraget, det er en livsstil. Han føler en ekstrem magt, når han har kontrol over penge og kan styre alle udgifter og indtægter. Verden drejer rundt om ham og livet tilrettelægges ud fra hans behov alene. Men intet er godt nok til ham, så du kan aldrig stille ham tilfreds.

Mere vil have mere og kan du ikke give ham mere, så er du ikke længere en god forsyning for ham. Han vil lede efter ny økonomisk forsyning et andet sted. Husk på, at narcissisten mangler empati, så han er klar til at udnytte alle omkring sig, hvis det giver ham en fordel. Det her handler ikke om dig, men handler om, hvilken magt du kan give ham. 

Fri af økonomisk vold

I artiklen skriver jeg ham, men dette kan også gælde kvinder. En god ven mistede hele sin formue, sin bolig og sin bil til sin narcissistiske kvindelige partner. Hun fik adgang til alt inklusiv hans sociale medier og det udnyttede hun groft, for han var et godtroende menneske. En dag var låsen skiftet på huset og bilen var omregistreret i hendes navn. Han havde sagt, han ville skilles fra hende, det var hendes hævn. På hans kreditkort blev der samme dag købt nye cykler og nyt tøj til hendes to børn. Han afdrager stadig på en stor gæld. 

Ham, som jeg elskede engang, har i dag fingrene langt nede i en anden kvindes pengekasse og har økonomisk magt og kontrol over hende. Hun har begået den største fejl af alle, har ansat ham til at administrere virksomhedens økonomi, inklusiv de sorte penge, hyre og fyre medarbejdere og sørge for den daglige drift. Det betyder, at hun selv må arbejde 80 timer om ugen, for at virksomheden kan hænge sammen.

Han kom med sin gæld og sin charme, han lovede hende den mest fantastiske fremtid og bombarderede hende med kærlighed. Hele verden kunne følge deres luksuriøse livsstil på de sociale medier. I dag bor han i et hus til 7,5 millioner kroner og kører i en Tesla, som han ikke er rigtig glad for. Der er jo kommet en nyere model, der kan accelerere hurtigere. Til børnene siger han: “penge bliver aldrig et problem” og overfører minimumsatsen i børnebidrag hver måned.

Forstå den økonomiske vold og umyndiggørelse

Forståelse er det første skridt mod forandring. Det har taget lang tid for mig at forstå, men det har været noget af det vigtigste, jeg har gjort for mig selv. Jeg er et meget ærligt menneske, der tror på kærligheden og det bedste i alle. Jeg blev begejstret for en illusion, for en idealliseret fremtid med et menneske, som gav mig falske forventninger.   

I dag er det ti år siden, jeg blev skilt og jeg er nu gældfri. Jeg var økonomisk godt stillet, inden vi fandt sammen, men jeg endte med at skulle låne penge til min nye tilværelse som enlig mor. Det har været et langt sejt træk.

Jeg er ikke bitter, jeg er fri. Frihed er langt vigtigere end penge. Jeg kan leve på en sten, så længe jeg selv kan bestemme min færd her i verden. Jeg håber, at jeg med disse ord kan give dig en forståelse for din situation. Det handler ikke om dig, du er blot et led i hans manipulerende adfærdsmønster. Han elsker dig ikke. Han elsker dine penge. 

Glem alt om hævn. Penge er kun penge. Når jeg kan komme videre og væk fra et forhold med økonomisk vold og umyndiggørelse, så kan du også komme videre. Du fortjener bedre. At tage kontrollen tilbage er det bedste, du kan gøre for dig selv. Det er vejen til din frihed.