Hvorfor du falder for narcissisten? Du savner sandsynligvis omsorg og søger med længsel efter et godt parforhold med ægte kærlighed.  Narcissisten får dig derfor til at føle dig som særlig udvalgt, for han har virkelig brug for dig. Narcissisten ønsker en partner, som vil stå til rådighed og rydde kalenderen for forholdet. Han har et sygeligt behov for bekræftelse. (Narcissisten findes også i en kvindelig udgave.)

Læs artiklen: Hvad er en narcissist?

Narcissisten ønsker drama?

Narcissisten er ofte et dragende menneske og derfor kan du blive tiltrukket af mystikken, charmen og at du bliver bombarderet med kærlighed. Du føler dig som noget helt særligt til at begynde med, men efter en stund, får du aldrig mere dine ønsker og behov dækket. Her er ingen gensidig respekt, omsorg eller forståelse.

Da jeg fortalte en psykolog om mit lange og svære forhold forklarede hun mig, at det ofte er meget empatiske kvinder eller særligt sensitive kvinder, der falder for narcissisten. Jeg fik øjnene op for, at jeg hele livet har været en stor pleaser, så derfor har jeg været et nemt offer for den psykiske manipulation. Jeg har været søgende og trængende. Nogle kalder det needy. Kan du genkende dig selv i det?

Narcissisten har et sygeligt behov for bekræftelse

Narcissisten er et menneske, som kontrollerer dig 100 % og har et ekstremt behov for magt over dig og andre. Narcissisten tager ikke ansvar eller føler empati. Han er ikke et menneske, du kan redde eller ændre.

Narcissisten gør dig ked af det, forvirret og frustreret og han overskrider alle dine grænser? Måske kan du ikke selv se det tydeligt, måske tror du, det er dig, der er noget galt med. Det er det ikke! Han har et sygeligt behov for konstant bekræftelse og den skal du levere. 

Læs også: Hvad ved vi om narcissisten?

Narcissisten har skabt et falsk og oppustet selvbillede. Det styrer hans liv. Han har brug for opmærksomhed, at blive bekræftet og derfra få sin energi. Det kan han ikke selv finde ud af, så han suger energien ud af andre mennesker. Det kalder man narcissistisk forsyning.

Al opmærksomhed er forsyning også den negative opmærksomhed. Han har ingen fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Han får ALDRIG dårlig samvittighed, men han lyver, bedrager, udnytter og skader andre.

Narcissisten bliver aldrig tilfreds med dig, ligegyldigt hvor meget du forsøger at få ro på forholdet og gøre ham glad. Du får ALDRIG et forhold baseret på kærlighed, ligeværd og gensidig respekt. Han overtager dit liv og dine ejendele.

Narcissisten som partner

Der findes to primære typer og så findes der undertyper. Narcissisten kan altid sælge sand i Sahara, det er sikkert og vist. Han er arbejdsom og dygtig på overfladen, men det er kun anerkendelsen, der er vigtig for ham. Han har et sygeligt behov for bekræftelse og for at føle sig speciel. 

Narcissisten er selvfed og roser sig selv for sin dygtighed. Er han arbejdsløs, er det de andres skyld. De forstår ikke, hvor dygtig han er. Her går jo et geni rundt. Men hans selvbillede afhænger af, hvad andre synes om ham.

Narcissisten – den grandiose 

Grandios betyder også prægtig. Jeg er rigere, klogere og flottere end alle andre. Regler gælder ikke for ham! Han har et udtalt behov for beundring og særbehandling. Bag charmen gemmer sig en stor aggression.

Når noget ikke fungerer, er det aldrig hans skyld. Det er de andres skyld. Han er ofte generøs med gaver, udflugter og alt der koster penge. Han har en masse tilbedere, for han er både karismatisk og har et venligt ydre.

Bag dette skjuler sig et u-empatisk indre, som kun viser sig indenfor de fire vægge i hjemmet. Her træffer han beslutninger, om og for hendes liv, uden at hun har noget at skulle have sagt. Han devaluerer alle dem, der kan true ham. Han vil være den bedste.

Han mangler indsigt i egne svagheder og lukker af for al kritik. Han ved bedst! Han er  kontrær, hvis man ikke følger hans vej.

Han kan ikke holde den charmerende maske og bliver fjendtlig og truende. Han lader som om, at han ikke høre sin partner eller fnyser af hende. Han viser foragt og afskyr hende! Kløften vokser i forholdet. Et kendetegnende ord er storhedsvanvid.

Mere: Tegn på ægte kærlighed

Narcissisten – den skrøbelige 

Narcissisten som betegnes den skrøbelige kaldes også den depressive. Han er god til sociale koder. Hans selvopfattelse veksler. Han er klar over sit spil og har siden barndommen følt en tomhed indeni. Han føler sig truet og viser fjendtlighed.

Han kan være iskold. Han giver hurtigt udtryk for at være såret. Han kan være det på dine vegne. Det virker sødt og omsorgsfuldt, men han er skuffet over, at du ikke var den, han troede, du var. Han er bange for at være alene. Han bliver fornærmet og bebrejdende og lukker af for sin kommunikation med den begrundelse, at du har såret ham.

Hans aggression bliver til beregnende straf, hvor han tilbageholder kærligheden bevist. Du får skylden for det. Du skal bede om forladelse. Han trækker sig i kulde, du tror, at han er afvisende.

Livet med denne type mand er op- og nedture. Han kan vise følelsesmæssig forståelse og kan vise noget, der ligner empati. Han nægter at se egne fejl i dette og sætter sig passivt tilbage og stopper med at kæmpe for forholdet.

Han presser dig til at afslutte forholdet, så han kan være offeret. Han giver udtryk for ikke at kunne leve op til dine krav. Han fremstår som den gode mand udadtil. Jeg er bedre, kærligere og venligere end alle andre.

Den intellektuelle 

Ham her tror, han er klogere end alle andre og forsøger at sætte dem på plads. Han iscenesætter sig selv som intellektuel. IQ er dog ikke højere end alle andre. Sex er ikke vigtig, partneren er et redskab.

Narcissisten som kaldes den intellektuelle ser ikke sadistisk sex som unormalt. Du skal gå i bad før og efter akten. Han kan også være aseksuel, så er det primitivt og dyrisk at dyrke sex, mener han. Han er ligeglad med din krop og lyster. Han føler kun vrede og afskyr andre.

Han viser et andet charmerende ansigt ud af til. Folk tiltrækkes af ham, da han med sin charme har små anekdoter og vise ord med på vejen. Han viser kun sit sande ansigt indenfor de fire vægge. Hans kvindesyn er fjendsk.

Han behandler dig som luft, når han ikke har brug for dig. Han virker ondskabsfuld og vil nedgøre dig, uden du forstår det. Hans kontrol er, når du har lavt selvværd. Hans magt går igennem krænkelse og langsom nedbrydelse. Storhedsvanvid er nøgleordet.

Den somatiske 

Denne type kan have et sygeligt behov for at dyrke kroppen og dyrker ofte ekstrem sport for at få musklerne tonede. Han er utrolig dygtig til at dyrke sex. Han nyder det, for han bliver høj af hendes nydelse. Kan aflæse hendes krop og giver hende præcis det, hun aldrig turde drømme om at få.

Han vil have en scene, hvor hun beundrer ham og ser ham i øjnene. Hans ego skal styrkes, han vil vise hende, hvad han kan. Han kan blive ved og ved. Han har ofte flere seksuelle partnere, for han søger anerkendelsen også udenfor forholdet.

Han har ofte en række x-kærester og elskerinder, han også tilfredsstiller. Han er god til at skjule sine spor. Han er dejlig at tale med og fortæller dig, hvor dejlig du er og hvor godt og unikt dette er. Han VIL IKKE bruge kondom, ligegyldig hvad konsekvensen er. Det er dit problem. Han har et sygeligt behov for bekræftelse fra kvinder. 

Er du sammen med narcissisten, som kaldes den somatiske, så overskrider du sikkert dine egne grænser seksuelt. Du står også i en situation, hvor du tvivler på ham hele tiden, tilsidesætter dine egne behov og dine værdier. Du mister din dømmekraft, er i afmagt og mærker et konstant pres.

Du genkender ikke dig selv længere. Den ene dag er du overbevist om, at han ser en anden og den næste dag er du igen i samme turbulens, hvor du ikke mærker dig selv, men giver dig hen.

Læs mere af det samme: Tegn på narcissisme

Genkender du narcissisten?

Kan du genkende disse træk i din far, bror, kæreste eller en anden mand tæt på dig, så er du nået et stykke af vejen. Det tager lang tid at forstå og acceptere tingenes tilstand. Du er udsat for et enormt følelsesmæssigt pres, hvis du bliver i dit forhold til denne mand.

Du kan ikke lave om på ham. Du skal forlade forholdet og ikke se dig tilbage. Sluk for kommunikationen med ham. Han skal være ligegyldig for dig. Sæt dine grænser og undgå helt kontakten. Få hjælp til dette. Bliver du, der hvor du er, så ender du i stress og depression. Når først du er ude på den anden side, så ved du, hvad jeg taler om.

Narcissistens baggrund og opvækst:

Ingen ved præcis, hvorfor narcissisten bliver til. Der ligger et komplekst forhold imellem arv og miljø, til dette kan jeg ikke give dig et godt svar. Jeg har været i to forhold med narcissister og kan her se en parallel. Hos dem begge, har der aldrig været omsorgsfulde eller tilstedeværende forældre, der har givet kærlighed og varme. Da jeg stod i det for anden gang, gik det heldigvis hurtigt op for mig.

At blive skilt fra narcissisten

Skilsmisse fra narcissisten er 1000 gange værre end fra et normalt fungerende menneske. Føler han sig forsmået, bliver han i stand til at finde en kæmpe energi til at sabotere dit liv. Han holder sig ikke for god til at fortælle grimme historier. Han vil påpege alle dine fejl. Han vil manipulere i høj grad. Han kan agere forstående, men er det aldrig. Metoden fra ægteskabet fortsætter. Man bør aldrig konkurrere med ham.

Han udnævner dig som den onde overfor børnene. Han kan få børnene til selv at sige, at de ikke vil være sammen med dig. Han stabler en krig på benene. Det handler ikke om, at han vil være sammen med børnene, men han vil vinde kampen.

Når det gælder kommunikation, bør man holde sig til det faktuelle. Han skal ikke se eller mærke, hvordan man har det. Hold din fokus på det praktiske, når I kommunikerer. Du skal ikke samtale om private emner. Hold det kort og aftal kort. Forsyn ham ikke med opmærksomhed,  brug den på dine børn.

Kan narcissisten reddes?

Der er kun et svar til dette og det er NEJ!. Hvis du befinder dig i et forhold til en narcissist, så skal du få benene på nakken. Han har et sygeligt behov for bekræftelse, som ingen mennesker kan dække. Du får brug for hjælp, så find al den hjælp du  kan og søg professionel hjælp til at håndtere dine følelser. Han vil for alt i verden forsøge at ændre dine tanker og manipulere dig til at blive i forholdet.

Ser du, hvad der sker?

Har du en kær veninde, mor, søster eller anden dejlig kvinde i dit liv, som du mener bør have hjælp, så send hende linket til denne artikel. Der kan gå mange smertefulde år, inden hun selv forstår, hvad hun står midt i.

Hun skal fri af forholdet og hun skal støttes. Du skal være der for hende og lytte til hende. Hun har været udsat for psykisk vold af den værste slags og lander et sted, hvor hun måske ikke holder af sig selv længere og ikke stoler på egen dømmekraft. Måske tror hun selv på, at hun kan redde ham. Det kan hun ikke, hun er forelsket i en drøm. Ham hun forelskede sig så stormende i, han findes ikke i virkeligheden.

Giv hende de største kram og fortæl hende, at hun ikke er alene. Jeg krydser fingre for dig og endnu mere for hende. Kærligheden sendes i hendes retning.

Kærlig hilsen Sofie

Den svære kærlighed bogReklame: Bogen ‘Den svære kærlighed‘ af Christina Copty var min øjenåbner. Pludselig forstod jeg, hvad det var, jeg havde været oppe i mod. Min erfaring er fra forhold med den mandlige narcissist, så derfor skriver jeg han i min artikel ovenfor. 

 Klik på linket og find bogen hos Saxo. 

Dette er et Affiliate link. Det vil sige, at jeg tjener en lille kommission, hvis du køber bogen ved at anvende linket. Når du klikker og køber fra et link eller et banner her på sitet, støtter du min blog med et par kroner og det sætter jeg naturligvis stor pris på. Der linkes udelukkende til webshops, som jeg kan stå inde for.