Mænd tænker slet ikke som os kvinder. Du skal aldrig læse imellem linjerne i hans besked eller tro, at noget er gået galt, fordi du ikke har hørt fra ham i nogle timer. Som kvinde tolker du hans beskeder, hans smileys og hans manglende tilstedeværelse i øjeblikket som en afvisning eller en tilbagetrækning. Kan du nikke genkendende til dette?

Tag tingene for pålydende

Mænd er anderledes og meget mere simple i deres tilgang til dating, adfærd og motiver, dette er i hvert fald mere reglen end undtagelsen. Der findes mænd, som spiller en slags psykologisk spil eller som går bevist efter noget bestemt, men giver udtryk for noget andet. De får deres egen artikel.

Tænker han mon på mig?

Det er normalt ikke sådan, at manden formulerer noget med skjulte bagtanker, eller noget du skal gætte dig til. Det er kun kvinder, der kan finde ud af den slags. Læs hvad han skriver og forhold dig til det og kun det. Det er ikke så svært. Hvis du ikke har hørt fra manden siden i går, så giv ham lidt tid til at svare dig. Mænd har brug for tid til andet end dig og tænker ikke som kvinder. Tænker han mon overhovedet på mig, tænker du. Ja det gør han. 

Du skal ikke fylde det hele i hans tanker. Vælger du at konfrontere ham med din frygt i hans fravær og tavsheden fra hans side, kan du risikere at miste det, du er ved at få etableret med ham. Han forstår slet ikke, at du overhovedet har haft den frygt, for han skrev jo en sød besked til dig sidst.

Manden som frygter og føler

Det mønster du selv har indeni, når du frygter kærligheden er sjældent det samme, du oplever hos manden. Han føler og tænker ligesom dig, han oplever frygt, manglende selvtillid, utilstrækkelighed og hjertesorg, men han undertrykker det. Han kan også være bange i alt det her, men det tror du nok ikke på, for han holder det hele tilbage overfor dig.

Mænd er vokset op med, at tårer er for tøser. De holder følelserne tilbage og vil gerne fremstå stærke, store og selvsikre, selvom det modsatte kan være tilfældet. Der findes mænd, der viser følelser og græder. Det er ofte de mænd, som skræmmer os kvinder væk. Det kan også være svært for mænd at blive mødt i kærlighed.

Artikel Skru ned for desperationen

Din forventning til initiativ

Rigtig mange mænd er på datingmarkedet i lang tid og oplever afvisning efter afvisning på alle de små kaffedates, som i disse digitale dating tider maksimalt må vare en time. To timer efter mødet får han en sms, hvor der står noget à la:

Jeg trækker mig her, jeg tror ikke vi to er noget for hinanden. Jeg ønsker dig held og lykke i din søgning efter kærligheden. Du er en virkelig sød fyr“.

Hvad kan han bruge det til? Det kan sætte sin spor i ham. Det kan betyde, at han mister sit initiativ og selvtilliden forsvinder. Han skal risikere en afvisning, hver gang han tager initiativ til kærlighed, så hav dette med i dine overvejelser, når du ikke føler, at han tager et initiativ.

Læs også: Når du saboterer jagten på den perfekte mand

Er du hot i hans øjne

Når du går på dating første gang, skal du overveje din påklædning og attitude nøje. Mænd er drevet af andre instinkter end kvinder og er du udfordrende klædt, vil manden overfor dig nok næppe se dig som kærestepotentiale. Du bliver derimod kategoriseret til sex.

Er det en kæreste du søger, er dette et stort dilemma. Derfor skal du gøre dig smuk uden at afsløre alt. Dette gælder også dine profilbilleder, overvej om det du sælger, også er det du ønsker, at han skal købe. Han opfatter slet ikke, at du både er intelligent og sjov eller alle de andre menneskelige værdier, hvis du har drejet hans hoved i den forkerte retning. Det samme gælder, hvis du er blevet hans ven og I har hjulpet hinanden på godt og ondt med dybe snakke uden romantik. Det er svært at skifte hest, når først du har sadlet.