Feminin energi tiltrækker en maskulin mand, da han tiltrækkes af det, han ikke selv har. Som feminin kvinde er du modsat tiltrukket af den meget maskuline energi. Polaritet er den fysiske tiltrækning mellem modsætninger. Jo større forskel på den maskuline og den feminine energi, jo større seksuel polaritet. Det handler ikke om kønsroller, men om måden vi som modsatte køn kan tiltrække hinanden ved at formindske eller forstærke en energi.
Tiltrækningen mellem en meget maskulin mand og en meget feminin kvinde giver stor polaritet og omvendt lille polaritet, hvis kvinden er meget maskulin og manden er meget feminin. Jeg vender tilbage til polaritet og hvad den gør for dig senere i artiklen.
Jeg tiltrækkes af maskulin energi
En alfahan kan smelte mit hjerte øjeblikkeligt, blot jeg hører hans dybe stemme, ser hans markerede overarme med fremtrædende blodårer og møder hans maskuline ansigt med brede kæber og stærke træk. Er han iført uniform, så forstærkes tiltrækningen på magisk vis. Er han gentleman, som holder døren for mig og giver mig et kompliment, så fyldes jeg med en vidunderlig indre energi.
Jeg tiltrækker med feminin energi
Der er noget i mit urinstinkt, der tiltrækkes af den meget handlekraftige og selvsikre mand. Han får mig til at føle mig kvindelig og vild i varmen. Jeg oplever mig selv blive voldsomt smilende, kæk og flirtende. Jeg griner nemmere, retter på mit hår, skruer op for de feminine sider med lidt lipgloss eller eau de toilette og hører mig selv nynne.
Feminin energi er skøn energi
Men hvad ligger bag denne fjollede adfærd, som giver så dejlig energi? Er det noget, jeg kan skabe mere af selv? Kærlighed og ikke mindst adfærd (mest min egen) interesserer mig meget og derfor stiller jeg altid mange spørgsmål til livets magi og til kærlighedens eksperter.
Gudindens feminine energi
Alle kvinder rummer gudindens feminine energi, men ikke alle er komfortable med denne energi. Gudindens feminine energi er meget sanselig. Gudinden hviler i sin krop, værdsætter den med stor taknemmelighed og udstråler fysisk ynde. Hun lader manden forgude og tilbede sig, hun giver sig hen til sensualitet i stor nydelse og modtagelighed.
At være i feminin modtagelig energi
I den feminine modtagelige energi, er du begejstret for at lytte til blid musik, føle bløde tekstiler på kroppen, dufte til skønne parfumer, body lotion, røgelse og duftlys, gå lange ture på kringlede stier og have dybe samtaler. Du nyder alt det sanselige i livet.
I den feminine energi er der harmoni mellem dine følelser og din intuition, du lever i hjertet og ikke i hovedet. Du fortæller sandheden på en kærlig måde og sætter dine grænser. Du er tilstede i nuet med begge ben på jorden. Som kvinde ønsker du at føle dig forbundet til din mand, at han sætter pris på dig, at du er værdifuld og at han tager sig af dig. Du bruger den højre hjernehalvdel til dette.
Den moderne kvinde i maskulin energi
Hvis du som kvinde laver lister og krydser af, giver din kæreste eller mand, venner, kolleger og familie gode råd hele tiden – og bliver tilfreds i følelsen af at præstere – er det fordi du projicerer en masse maskulin energi ud i verden. Det bruger du den venstre hjernehalvdel til.
Som moderne kvinder er vi vant til at klare det hele selv. Vi vil, kan og skal alt og helst på lige fod med mændene. Mændene er blevet vant til, at vi klarer det hele selv, så de er holdt op med at tage initiativ og være handlekraftige. Mændene beklager sig over, at de ikke bliver mødt med glæde og modtagelighed, når de giver, fordi vi kvinder ikke længere er i vores feminine energi. Vi kvinder er med andre ord blevet langt mere styret med hovedet og mindre med hjertet.
Læs også: Disciplinen dating +40
Tiltræk med din feminine energi
Der er flere feminine energier, der tiltrækker mænd og holder deres fokus. Den ene interessante feminine energi kommer fra dig, når du er modtagelig. Hvis du som kvinde ønsker dig et godt kærlighedsliv, er modtagelighed noget af det vigtigste, du skal huske på. Det er den største gave fra det feminine til det maskuline.
Feminin energi kaldes også for Yin energi.
Det at modtage alle mandens gaver skaber energi imellem jer. Hans gaver kommer i form af komplimenter, løsningsforslag, tjenester, søde handlinger, sex og meget mere. Vær kvinde med al din feminine energi og vis din glæde ved at være modtagelig.
Hvad er maskulin energi?
Maskulin energi kaldes også for yang energi.
Manden i sin maskuline energi har behov for at føle sig succesrig og bakket op af sin kvinde. Han bruger den venstre hjernehalvdel mest, det er den logiske del. Han arbejder sig gennem processer, organiserer, finder ud af, initierer og er beslutningsdygtig. Han er villig til at løbe en risiko, planlægger sine arbejdsgange og har behov for struktur. Han stræber efter at nå sine mål.
Sådan genkender du maskulin energi
Maskulin energi rummer det stabile og uforanderlige, det at stå fast og holde kurs. Det maskuline og det feminine beriger hinanden og komplimenterer på mange måder. I elskov er det meget konkret. Det feminine åbner sig for det maskuline og modtager med krop og sjæl. Kvinden tager imod med begejstring. Det skaber glæde, berigelse og større balance følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt hos begge parter. Begge er til stede i nuet. Her handler det ikke om sex og orgasme, men om intim og inderlig elskov.
Er manden i sin feminine energi?
Den maskuline energi bærer bukserne i forholdet. De fleste mænd arbejder fra den maskuline energi, så hvis en mand er i sin feminine energi, er han mere kreativ, kan lide at snakke om sine følelser og kan lide at opleve, snarere end at opnå.
Læs også: Når han trækker sig
Skru op for den feminine energi
Du kan spille på dine energier og styre den seksuelle polaritet. Du kan skrue op og ned for den maskuline energi, som kan være god i forbindelse med dit arbejde. Men den maskuline energi skal for alt i verden skrues helt ned, når du ønsker et kærligt og lidenskabeligt forhold. Her får du fem måder, du kan bruge din feminine energi til at tiltrække en maskulin mand:
Mød ham som feminin kvinde #1
Søger du en maskulin mand som din partner, skal du klæde dig feminint på og vise dine former. Vis at du holder af din kvindekrop, bruger tid på den og føler dig komfortabel i den. Du skal dufte dejligt og se velplejet ud. Tal pænt, vis gode manerer, vær omsorgsfuld og bevar en yndefuld holdning med sænkede skuldre og ret ryg.
Lad ham blive tiltrukket af sin modsætning #2
Den meget maskuline mand tiltrækkes af kjoler, kvindelige former, en lys stemme, høje hæle, pæne hænder og velduftende hår. Er det svært at slippe dine jeans, kan du måske forsøge at skifte dine sneakers ud med et par små støvler eller sandaler med hæl. Forsøg med lidt lyserød neglelak, mascara og en smule lip gloss på læberne, hvis du ikke er vant til at bruge makeup.
Fremhæv din indre feminine energi #3
Når du møder manden iført feminine mønstre og farver som rosa, rød og lyse pasteller, så hjælper du manden til at visualisere, det han ønsker. Blomstrede kjoler, flæser, blonder og sløjfer er med til at fremhæve din feminine energi. Så gem alt det sorte tøj af vejen og find din indre feminine energi frem med smukke toner, der komplimenterer din hud.
Husk på alt det, du selv ønsker dig #4
Tænk på alt det, du ønsker hos den maskuline mand i form af brede kæber, stærke arme, skæg, dyb stemme, brede skuldre og måske jakkesæt eller uniform. Du er alt det modsatte af det maskuline. Husk også at manden ser en helhed og fokuserer ikke på små detaljer, som du selv ønsker at skjule.
Dæmp din egen maskuline energi #5
Hvis du forsøger at være den, der styrer hele processen i jeres forhold, så er du i maskulin energi og det vil ikke være tiltrækkende for den maskuline mand. Selvom du drømmer om et fast forhold, så kan du aldrig bruge din intellekt til at opnå dette. Når du forsøger at skubbe jer to i en bestemt retning, så bruger du nemlig din maskuline energi.
For en mand kan det virke som usikkerhed, hvis du forsøger at styre showet og jagter ham. Den maskuline mand tiltrækkes af den selvsikre kvinde, som udtrykker sin feminine energi uden at være styrende og direkte. Måske bruger du meget maskulin energi på dit job og har stor succes. Men denne energi skal blive på jobbet og ikke med ind i dit kærlighedsliv.
Du skal tillade ham at lede jer to i rigtig retning uden din indblanding. Dette er mandens største behov, når han vil vinde dit hjerte. Det er den eneste måde, du kan finde ud af, hvor I to er på vej hen. Det er ikke det, han siger, det er det, han gør, du skal bide mærke i. Slip kontrollen og hav tillid til processen.
Få forbindelse til dit hjerte
Er du kvinde med fart på, altid på rejse, i byen og på nye eventyr, er du måske følelsesmæssig utilgængelig. Du blokerer for den energi, der tiltrækker en stærk mand. Når du har travlt med at udføre noget hele tiden, er du i maskulin energi. At være til stede i nuet er feminin energi. Du skal fokusere på, hvordan du føler dig nu og her ved hjælp af din feminine energi. Dette vil guide dig til at stole på din intuition og bruge hjertet i stedet for intellektet i din søgen efter kærligheden.
Giv dig selv kærlighed
For at skabe en forbindelse til dit hjerte, har du måske brug for at geare helt ned med velduftende spa derhjemme, yoga, meditation, dejlig musik, duftlys, velduftende olier og lotions på kroppen.
Alt dette vil genoplade din feminine energi. Det er nærende for din selvkærlighed og dit forhold til dig selv. Den måde du elsker dig selv på, er den måde andre vil elske dig på. Du kan kun modtage det, du ønsker dig helhjertet, når du er villig til at give det til dig selv først.
Læs også: Kærlighedsgudindens adfærd er tiltrækkende
Vær tilstede i nuet
Sæt farten ned og vær til stede nu og her. Udtrykket Carpe Diem skal i brug. Brug tiden til at nyde de små stunder i livet som din morgenkaffe, en halv time på solbriksen alene, den friske cykeltur gennem skoven eller det varme bad med hårvask og hovedbundsmassage. Det er præcis at være i feminin energi.
Når du giver dig selv tid og plads i livet, så fjerner du spændinger i kroppen. Er du A menneske, har du sikkert drøntravlt med gøremål om morgenen (ligesom jeg), og derfor forbliver du i den maskuline energi.
Skriv dagbog og led tankerne væk
Hvis du bor i dine tanker, bor du sikkert meget i det, der allerede er sket i dit liv eller du tænker på fremtiden. Dette afholder dig ligeledes fra, at en mand kan finde en forbindelse til dig i nuet og skabe et dybere bånd. Derfor skal du tage tid hver eneste dag, hvor du kan være glad og finde din glæde uden eksterne distraktioner. Hvis alle dine tanker skal ledes væk, er den bedste måde at få dem skrevet dem ned. Brug en dagbog til dine mange tanker.
Kreativitet får feminin energi til at flyde
Den feminine energi indeholder kreativitet. Når du er kreativ i køkkenet, skriver et brev eller kort, spiller et instrument, lægger puslespil, indretter dit hjem, maler, tegner, tager fotos osv. så styrker du din feminine energi. Bliv ved med det og hold fast i det.
Din kreativitet udvider dit sind og giver dig ny energi. Dit kunstneriske hjerte bliver udfoldet, dine følelser kommer til udtryk og din feminine energi flyder frit. Du giver dig selv tid, ro og energi ved at gøre det, du har lyst til.
Polaritet og feminin energi
Den stærke seksuelle polaritet opleves som om, den slå gnister imellem jer. Tiltrækningen og den seksuelle spænding er speciel stærk i starten af forholdet, med mindre man arbejder med polariteterne.

Uden polaritet i et forhold, er der ofte kun venskabet tilbage. Det kan også være bekvemt og dejligt at indgå i et partnerskab som Hr. og Fru. med samme efternavn. Det er ægte tryghed og samhørighed. Men ønsker du et lidenskabeligt forhold i stedet for et partnerskab, skal du arbejde på at blive i din feminine energi i forholdet.
Det hænder, at vi slår automatpiloten til og mister kontakten til os selv. Vi smelter på en måde sammen i forholdet og bliver som unisex energier. Vi deles om alt inklusiv venner, værdier, meninger, økonomi og slåbrok.
Du kan udvikle igennem polariteterne
Hvis dit forhold skal udvikle sig i den kærlige retning med lidenskab og passion, skal du for enhver pris undgå at udviske polariteterne og forholdets fundament. Manden skal holde fast i den maskuline energi, hvor han planlægger, udøver, giver og beskytter.
Du skal holde fast i din feminine energi, hvor du modtager, er i nuet og lever i hjertet i stedet for hovedet. I skal bevare jeres forskellighed og modsatte energier, så I kan bevare spændingen og tiltrækningen til hinanden. Du skal bevare dine selvstændige interesser, vedligeholde dine veninder og jeres dybe samtaler, holde fast i de gode feminine ritualer i dit liv og styrke din feminine energi.
Hav fokus på den seksuelle og feminine energi
Hvis den seksuelle energi aftager, falder polariteten og du skal finde tilbage til din indre feminine og modtagelige energi. Du skal trække dig væk fra at være ens og lige i praktiske roller, som I begge kan udfylde. Du skal identificere dig selv med din egen femininitet.
Denne del kan være svær efter mange år i et forhold, hvor man har kendt hinanden længe. Men skal polariteten eksistere, skal dit forhold ikke være som vennepar uden sensuel energi, passion og tiltrækning. Der ligger en ny opgave og venter. Det er absolut værd at afprøve.